19.10.08

DEN HVIDE DØR

November (1892).
Kære Ven, jeg sidder i et Gasthaus dybt inde i Thüringen og skriver dette ved Skæret af et osende Lys. Jeg fryser, min Aande staar som en sølvblaa Taageglorie om Lysets gule Flamme, og bag mig, i det kolde Halvmørke, er en hvid Dør lukket med en sort, jærnsnirklet Laas. Udenfor ligger en mørk Gade, sølet og snæver, og denne Gade løber videre, sølet og snæver og med fattigt lysende Lygter, ned igennem en By af lave, hvide Bindingsværkshuse med røde Tage og grønne Skodder, gemte i Regn og Mørke, og tæt bag Husene løfter sig i Mørket Dorsenberg med Gran ved Gran i ubegribelig Stilhed. Hvert Kvarter slaar et Kirkeur, rungende, som sang Vorherre selv sin Tids Vagtraab ned i denne Grav af Regn og Mørke.

Den hvide Dør er lukket bag mig. Kære Ven, dette er egent- lig alt. Jeg sidder her og er ikke i den lille By langt nede imod Syd, ikke der, hvorhen jeg vilde rejst, ikke hos hende - og hendes Mand og hendes Børn.

Altsaa heller ikke denne Gang - jeg evnede det ikke - som jeg aldrig vil evne det.

Er det andet end det samme, det samme som i Fjor og som i Forfjor! Hvert Efteraar bringer det, bærer sit luende Løvskrin til mig og lægger paa mit Bord Minder, der river mig løs fra Venner og Arbejde og gør mig saa ensom, disse samme Minder om en regnkold, blæsende Høst for to Aar siden; de klæber sig til min Sjæl som Frugttræernes faldende Blade klæber sig til den vaade Jord. I Forgaars Morges, da jeg kørte ud fra Banegaarden derhjemme, og Kupeen fyldtes af Dagens graa Lys, og Ruderne duggedes for Regnen, stod alle mine Tanker stille ved det sidste Glimt, mine Øjne har fanget af hende. Det var for to Aar siden, (...)

Viggo Stuckenberg

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home