J P Jacobsen

Min gode ven AS havde læst min blogpost om Herman og JP, han spurgte forsigtigt til mit forhold til JP. Jeg havde slet ikke tænkt på, at nu så det ud til at jeg ikke syntes om den svage unge mand fra Thisted. Men oh ... senere gik det jo anderledes. Det var teenageren, ja måske endda kun barnet jeg fortalte om. Senere skete der nemlig fx det at jeg læste nogle breve. De var bl.a. så sjove, at jeg ikke kunne forstå, det var den samme mand der havde skrevet dem og Marie Grubbe. Og jeg læste JPs digte og blev henført. Ikke forført, men henført. Jeg voksede med opgaven. Jeg holder skam af ham nu. Og fik et chok i sommer, da jeg, midt på dagen, i et hjørne af haven læste (gen-læste, troede jeg) Mogens. Jeg genkendte ikke branden, denne gruopvækkende, men litterært set vidunderlige brand. Og jeg måtte tænke: Hvis jeg virkelig har læst dette før, så fortjente jeg det ikke, for jeg erindrer det ikke.
For resten har en digters breve også andre gange hjulpet mig. Jeg læste Morten Nielsens Breve til en ven og forelskede mig i det han skrev før jeg forelskede mig i hans digte. Da var jeg seksten år. Det var en vidunderlig sommer, hvor det overhovedet ikke regnede.

Herman

Da jeg var teenager elskede jeg Herman Bang uden at ville det.

J.P. Jacobsen ville jeg til gengæld elske og kunne ikke. Jeg købte Marie Grubbe som tranebog i Kibsgaards Boghandel i Hobro, jeg sagde højtideligt til min mor: "Jeg elsker J.P. Jacobsen!", jeg ønskede mig og fik hans samlede værker i julegave, men læste dem ikke, sagde af og til: "Sommer var det, midt paa Dagen, i et Hjørne af Hegnet ..." hvis jeg kunne få det listet ind ... men. Det var Herman Bang jeg elskede, det andet var noget helt ufatteligt teenagepjat.

CARL EWALD

SKANDERBORG

Mens jeg læser Alfabet

Torsdag skal jeg læse Inger Christensens digtsamling Alfabet højt for en lille flok folk med gode ben oppe i Frederiksberg Rådhustårn ...
Selvom jeg har læst digtene før, og i øvrigt også en gang før har læst nogle af dem højt ved et mindearrangement, slår det mig i højere grad end tidligere, at der kræves 1 særlig ting af den der skal læse noget op. Han skal forstå det. Det kan han jo ikke bare sådan lige – og slet ikke med digte, men oplæseren er i det mindste nødt til at beslutte sig for hvad han mener netop denne sætning betyder eller hvad det er den vil, mens han læser det højt for en anden. Det er ret banalt, men føltes i går i toget som en kæmpeerkendelse. Når jeg holder af poesi – eller når jeg afviser den – er det altid temmelig intuitivt og indtræffer ret hurtigt. Jeg har altid været glad for Alfabet – helt intuitivt. Ved nærmere eftertanke elsker jeg simpelt hen bogen for dens blanding af skønhed og gru.

SØNDAGSTUR

*