DAGENS RUDE

II. Rude, en. ['ru·ð∂] (dial. (egl. flt.) Ruder olgn. FolkLægem.I.55f.III.90. jf. HaveD.(1762).90). flt. -r. (æda. rutæ (AM. Harp.Kr.309), sen. oldn. rúta, mnt. rude (hty. raute); fra (m)lat. ruta) blomst fleraarig urt ell. halvbusk af slægten Ruta L.; især om arten R. graveolens L. (Have-, Vinrude), der dyrke(de)s som lægeplante; ogs. (især i ssgr.) om planter (især bregner), hvis blade minder om haverudes (sml. Gartner-Tidende. 1925.188.sp.1. jf. ssgr. som Eng-, Maane-, Mur-, Stenrude). I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter. Luc.11.42. *I Saft af Ruder, | Og Firblads-Klever . . | Skal Spydet kiøles. Ew.(1914).III.65. at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude. JPJac.II.355. *Rude og Timian. Aakj.SV.II.174.