HERMAN BANG

HVORDAN JEG BLEV FORFATTER
At det allerede er tretten Aar siden - snart en halv Menneskealder. Og dog mindes jeg hvert enkelt Ansigt fra den Tid, som nikkede det just nu til mig over Bordet, og jeg hører hver Stemme, som talte den til mig i dette Øjeblik.
Ja jeg blev sandelig tvungen ind i Literaturen, og jeg tør nok sige, at jeg satte først Pen til Papiret, da det Moment var kommet, da ogsaa Kællingen lærer at spinde.
Der havde jeg gaaet og bestilt ingenting bag gamle Bedstefars Ryg - han, som betalte for Dumheder og Klæder og nye Dumheder og nye Klæder og saa statsvidenskabelig Manuduktør, mens han troskyldig drømte mig langt ind i det diplomatiske Korps, sagtens lige op til Gesandt.
Skuespiller vilde jeg være, men heller ikke de Øvelser drev jeg saa sært ivrigt. Jeg kunde jo dog - var min Undskyldning overfor mig selv - ikke drive de Skuespillerstudier altfor aabenlyst og hidsigt for ikke at gøre ham, den Gamle, Sorg.
Saadan gik et Par Aar, mens jeg bestilte ingenting og brugte Penge. Der var jo det med Bedstefar, at han ikke huskede saa godt mere. Havde han af sit gode Hjerte - han var jo aldrig glad, naar han ikke gav - stukket mig et Par Tiere ud om Morgenen, saa havde han om Aftenen ganske glemt det og kunde godt selv spørge, om jeg ikke "havde noget paa Hjerte".

Om jeg ikke havde "noget paa Hjerte", betød altid, om jeg ikke trængte til Penge.
- For Ungdommen har nu saa mange Udgifter, min go'e, sagde han altid ligesom forklarende.
Og spurgte ikke han, kunde maaske jeg, Skarn, give mig til at klage min Nød, saa jeg fik igen.
Men lidt efter lidt begyndte Uvejret at trække sammen. Bedstefar blev svagere og svagere, mer og mer nedtrykt ogsaa: han havde, tror jeg, ladet sin Formue gøre op og saá vel, at tilbage var kun Resterne, de rene Stumper.
Saa var det en Morgen, jeg var inde hos ham, han sagde:
- Min go'e, jeg har for Resten tænkt paa, vi maa vist heller gi' Dig noget fast - at Du kan lære at regne med Penge ...
Det var første Gang i mit Liv, at Bedstefar havde talt til mig om "at regne med Penge", og det var, som følte jeg straks i det første Nu Jorden ganske urolig under mine Fødder.
- Ja, Bedstefar, sagde jeg blot. Jeg vidste ikke stort, hvad det vilde sige "noget fast", men jeg anede det ikke netop som noget behageligt.
- For der gaar vist saa meget med, sagde Bedstefar saa og tog sig saadan tungt og hjælpeløst ned over Øjnene, som han i den sidste Tid plejede.
Det gik hastig ned ad Bakke med ham. Og saa kom den sidste Dag, og han, den gamle Læge, vidste, det var forbi.
Han laa i Sengen, hvid og skinnende, da jeg kom ind. Og hviskende - han kunde næppe tale mer - lod han mig tage den Portefeuille ud af Sekretæren, den gamle Portefeuille, slidt, med hans Navnetræk i et blegt Broderi, og han sagde med sin Stemme, der brast paa hvert Ord, mens han stirrede mig ind i Ansigtet med de Øjne, der ikke mere kunde se:
- Der er femten Hundrede Kroner ...at Du ikke skal mærke alting saa meget straks ... Gaa saa ...

Og han tilføjede endnu en Gang, for sidste Gang, de Ord, han altid sagde, naar han gav:
- Og sig det ikke til nogen.
Om Middagen døde han. Og et af vort Lands store Mennesker - en Mand, hvis Glæde var disse to: at skabe og at give - var ikke mer.
Begravelsen kom, og jeg stod dér i den høje flortilhyllede Kirke, hvor den Thorvaldsenske Sørgemarch lød - den, der følger alle, som bar store Navne - og jeg trykkede i Haanden Kongehus' Repræsentanter, Prinsers, Prinsessers, Universitetets Repræsentanter, Repræsentanter for Hospitaler, for Selskaber, for Foreninger, Bud fra alle de hundrede Virkefelter, som det Liv havde omspændt, der nu var forbi. Og jeg fulgte efter Ligvognen i det lange Tog, og Familiebegravelsen derude lukkede sig over den Gamle, og jeg vendte hjem - som det intet, jeg var.
Skilt ved et Slægtled, der saa at sige var faldet ud af Slægten uden Fortjenester og uden Formue - skilt paa en Dag fra baade min Families Stillinger og Anseelse.
Saadanne Timer som de sætter Mærker.
Og alligevel - jeg havde jo femten Hundrede. Og jeg brugte løs.
Jeg havde faaet dem byttet i Tikroner. Maaske var det i et Slags Haab om, at saadan var de drøjere. For Resten havde Bedstefar altid haft sine Penge liggende saadan i sin Sekretær under to Brevpressere.
Byttet i Tikroner blev Sedlerne jo en Bunke, en betydelig Bunke, og jeg stak kun (jeg husker vel med en vis ængstelig Hast) Haanden ned i Skuffen og tog. Til jeg en Dag, jeg skal sent glemme den, for det var, som stivnede jeg og blev alting borte for mig - kom til at føle paa Pakken: hvor den var tynd; og saa begyndte at tælle, febrilsk at tælle: var der kun tre Hundrede ...?
Nej, der var ikke mer.
Og naar nu de var brugt - jeg talte igen - saa var der, saa var der slet intet mer.
Hvordan Livet vel saa skulde blive, det vidste jeg ikke. Men det dæmrede for mig, at saa begyndte der vist noget nyt, noget helt andet, noget ubarmhjertigt og noget, som jeg ikke havde Rede paa ...
Jo, dér stod jeg, en rigtig Livets Luksusgenstand - med mine tre Hundrede Kroner i "Blaaere".
Og saa blev ogsaa de brugt.
De Dage fulgte, som jeg for William Høeg i "Haabløse Slægter" har skildret. Dage, som klædte mig af for alle mit Livs hidtidige Forestillinger og for alt mit Eje, saavidt det i Mønt kunde omsættes.
Hvor tydelig staar den dog for mig den Stue, hvori jeg tilbragte den Tid: kold med forrevet Tapetpapir og en uhyre Reol, der tom gabede op til Loftet. Og midt i Kulden og Ødet Bedstefaders Chaiselongue, hans sidste Æresgave, dækket med et Tæppe, hvor et kronet Navnetræk prangede i rødt.
Der laa jeg - hengivende mig til uendelige Pønsninger paa, hvad der vel var at gøre. Grublerier, som bedøvede mig ligesom Opium; halvsovende, fordi jeg ikke turde være vaagen.
Saa midt under det hele gik jeg til en Theaterdirektør. Jeg lod mig prøve, og jeg blev refuseret. Min Slægt havde nok for Resten taget det Løfte, at jeg skulde refuseres, hvordan saa Prøven gik.
Men noget maatte der gøres: kunde jeg ikke spille i Hovedstaden, kunde jeg vel spille i Provinsen. Jeg gik altsaa til en Provinsdirektør.
Han prøvede mig i en Stue ude paa Dosseringen. Jeg ser endnu Billederne paa Væggen, Visitkortskaalen, Albummerne paa Bordet og Manden, der spurgte mig, om jeg nu ogsaa havde ret betænkt, at denne Vej var besværlig; at det jo dog var - Provinsen; at et ungt Menneske med min Dannelse, med mine Forudsætninger ... naa, Gud hjælpe for "Forudsætningerne".
Han var meget elskværdig, Direktøren - ja, saa elskværdig har han været, at han aldrig, end ikke til sine Nærmeste, har omtalt den ganske Historie.
Hvordan Prøven faldt ud, husker jeg ikke ret. Men det véd jeg, at jeg en Aften ud paa Efteraaret det Aar stod med Kuffert pakket beredt til Rejse næste Morgen - ud i Provinsen at slide Scenegulv.
Men saa i det sidste Nu tabte jeg Modet og bandede mig selv: altsaa ikke en Gang det kunde jeg. Altsaa ikke en Gang spille Theater i Provinsen. Og den gamle Tilværelse begyndte igen: med de lange, uendelige Dage, fulde af sløvt Grubleri og halv Opgivelse.
Kun én Gang tog jeg mig sammen. En gammel Veninde havde talt hedt til mig; havde sagt, at dette gik lige ned i Umuligheden; havde foreholdt mig, at det vilde ende med Skammen, havde vendt op og ned paa mig.
I Raseri gik jeg hjem. Desværre noget at svare havde jeg jo ikke.
Og i de næste fire og tyve Timer skrev jeg saa, uden at spise og uden at drikke, jeg havde nær sagt: uden at tænke, en lille Enaktskomedie ...
Men, Du milde Himmel, skulde det egentlig nytte? Hvem vilde vel spille mine Enaktskomedier? Jeg troede jo ikke en Gang selv, at jeg havde Talent, saa det var meget forlangt, at nogen anden skulde tænke det.
Alligevel begyndte jeg at skrive. Det var den eneste Mulighed for at tjene nogetsomhelst, og der hørte vist egentlig slet ikke Talent til for at skrive i Provinsaviser.
Jeg forsøgte det, jeg henvendte mig til en Provinsavis og den - optog mit Skriveri. Den optog Brev paa Brev: straks det andet Brev var lykkeligt nok til at blive parodieret i et Vittighedsblad.
Saa fik jeg Blod paa Tanden. Jeg skrev "Kauserier"
- de lød fuldstændig som Oversættelse fra Fransk
- og jeg begyndte med mine Papirer at klatre op ad Redaktionstrapperne i Hovedstaden ...
Det var nu ikke meget tillokkende for mig i Begyndelsen. For jeg var opdraget i den fulde Overbevisning, at Bladfolk, naa, de stod saadan netop paa Grænsen af,
vad der var nogenlunde menneskelig præsentabelt, og skrive i Bladene gjorde absolut kun de Folk, som ikke kunde nogetsomhelst andet.
Men jeg var jo desværre netop i den Situation, og som sagt, jeg entrede Redaktionstrappeme, alle Redaktionerne.
Der var ingen, som ikke beklagede desværre ikke at have Brug for mit "Kauseri".
Men jeg blev ved. Jeg gik fra Dagbladene til Ugebladene. Jeg gik ogsaa til Tidsskrifterne. En smuk Dag naaede jeg til Vilhelm Møller: han tog venligt imod mig; vi var fra samme Skole og vi havde fælles Erindringer. Han beholdt mit Manuskript til Gennemlæsning - og jeg gik.
Hvor blev jeg forbavset, da jeg samme Aften (der gik ellers som oftest længere Tid, inden en Redaktion fik refuseret mine journalistiske Klude) fik mit Manuskript tilbage: det kunde ganske vist ikke trykkes. Men, skrev V. M., jeg skulde kun skrive løs, saa kunde man maaske bruge noget af det næste.
Saa glad blev jeg ved det Brev, at jeg løb lige ud i Tivoli og spiste og drak og kunde gerne have omfavnet Alverden.
Saa kunde jeg maaske dog en Gang komme til at tjene mit Brød.
Thi det maa jeg jo tilstaa, at det var paa Brødet, jeg tænkte den Gang. Siden har jeg mest tænkt, at jeg maatte se at faa rystet af mig noget af alt det, som kogte i mig. Det var i al Fald min Fornemmelse, da de "Haabløse" blev skrevet ned (de sidste tre Hundrede Sider i seks Uger desværre) ...
Litterær Ærgerrighed - den har jeg først faaet noget senere.
... Jeg indleverede saa noget Smaatteri til Vilhelm Møller. Han syntes, "der var noget i det", (han var høflig; thi siden har jeg selv læst det: det var gyseligt) og bad mig blive ved. Jeg skrev altsaa løs; nogle Skuespillerkritiker, som umulig kunde trykkes; en Studie
over en ung Mand, som tager Gift uden skellig Aarsag (Kimen til "Slægterne") og en Skildring af københavnske Grossererballer.
Det blev trykt.
Og Skandalen blev derefter.
Mine Studier var nemlig lutter "Portrætter", som i den københavnske Selskabsverden var kun altfor vel kendte.
Vedkommende Numre af "Nutiden" blev udsolgte.
Vilhelm Møller, som troede, at jeg alligevel var bedre som Theaterkritiker end som Novellist, anbefalede mig til Pladsen som Sekondtheaterkritiker ved et nyt Dagblad, et stort Blad, som skulde konkurrere med de Ferslevske Foretagender.
Jeg blev antagen. Og nu fulgte tre, fire af de mærkeligste Maaneder i mit Liv.
Det nye Blad svarede fuldstændig til mine Forestillinger om Pressen. Det var Zigeunerliv og dets Zigeunere var de særeste Patroner.
Redaktions- og Ekspeditionskontorerne fandtes i et ret obskurt Stræde, hvis Fysiognomi livlig ændredes ved vore uhyre Skilte; jeg har aldrig set saa omfangsrige Skilte. Skade jo kun, at Strædet var saa afsides.
Ekspeditionskontoret fandtes til Gaden. I den forreste Stue rugede to magre og slidte Ekspedienter over den tomme Abonnementsprotokol. De tilbragte Tiden med at liniere og "indrette Rubrikker". Jeg har aldrig i nogen Ekspedition set saamange Rubrikker.
Alle var de tomme.
I den indre Stue sad Hr. M. Bred, meget tyk, med Guldkæde over Vesten, en Silkevest - foran Kassen, der var ganske saa tom som vor Protokol.
Han sad der hensunken i Betragtninger. Han sad der ti Timer om Dagen, næsten uden at røre sig.
Han saa at sige arbejdede for Bladet.
Redaktionskontorerne var til Gaarden. De bestod af et Kammer og et Køkken. I Kammeret residerede Hr. W., Redaktøren. Han var lille, bidsk og pint af Bladets Fiasko som et sygt Dyr; han tilbragte sin Dag i evig urolig Gang mellem Skrivebord og Vindu, evig undersøgende dette utrolige: at det ikke gik - at det ikke vilde gaa, Bladet, hans Blad, hans fortræffelige Blad.
Vi andre Medarbejdere opholdt os i Køkkenet.
Der blev hovedsagelig arbejdet om Aftenen, ud paa Natten. Saa arriverede, med Tungen ud af Halsen, en Flok højst forpustede gentlemen - gentlemen of the press - med Papirer og Referater i alle Lommer, og de gav sig til at skrive i alle Kroge, i det gamle Køkken, i Kontoret, saa det haglede af dem, skønt de afførte sig Frakkerne.
Det var Journalistiken i Skjorteærmer.
Om Dagen gemtes inde i Skorstenen - der var i Køkkenet saadan en rigtig gammeldags Skorsten som en Grube - et lille trebenet, spinkelt Spritapparat.
Det kom frem om Aftenen, og man styrkede sig med adskillig opspædet Spiritus.
En Medarbejder var der, som ogsaa om Aftenen holdt sig meget stille.
Timevis sad han og stirrede i Dagens opslagne Avis og forundrede sig. For han syntes Bladet var udmærket - og det gik ikke.
Jeg vandrede fra Køkken til Kontor; urolig var jeg: Redaktøren rettede Dansk i mine stilistisk noget krimskramagtige Udtalelser om Amaliegadens Kunst.
Nu og da hørte jeg, at en og anden ude i Byen ikke fandt mine Artikler saa rent akavede.
Hvad Redaktøren angik, saa komplimenterede han mig ikke. Ustandseligt snærrede hans Røst gennem Døren, som klaprede ustandseligt.
Faktoren gik ud og ind mellem Ekspedition og Sætteri; han spilede de magre Avertissementer ud over Bagsiden, saa Bogstaverne formelig maatte lede efter hinanden.
Hr. M. tømte mange halve Carlsberg, pustende foran den tomme Kasse.
Efterhaanden var jeg ogsaa avanceret til Boganmelder. Som saadan havde jeg faaet "Nutidsbilleder" at anmelde. Saa meget Papir er der vist aldrig gaaet til en Anmeldelse, som jeg rev itu, før jeg fik de to Spalter fyldt.
Hvad jeg skrev, véd jeg ikke mer. Min Ærbødighed for Bogen og for denne "Jason", som jeg kunde halvvejs udenad, har vel farvet mine Ord, og forstaaet Bogen havde jeg vel ogsaa.
Vist er det, Dagen efter at min Anmeldelse havde staaet trykt, signeret med et "?", var der til Redaktionskontoret arriveret et Brev til "Hr. ?". Det var undertegnet "Forfatteren af Jason" - men der stod "Dagbladet "s Mærke i Hjørnet.
Det var fra Topsøe - til mig.
Han takkede mig, takkede mig; og saa skrev han til mig, at hvis jeg en Dag vilde skifte Blad, saa var der maaske et eller andet Steds en Plads for mig.
To, tre Dage efter fik jeg ingen Avis om Morgenen. Og da jeg kom hen paa vort Kontor, var Ekspeditionen lukket. Tykke M. sad alene uforstyrrelig i sit Kammer.
Han sagde meget roligt: at de havde nu sluttet med Bladet - fra i Dag. For det gik ikke. Og saa overrakte han mig Honoraret. For hvilket jeg bukkende takkede.
Mit første Blad var stille stedet til Jorden. Jeg har siden været med til at begrave adskillige.
Jeg tror, det var samme Middag, at jeg gik op til Topsøe. Han sad i sit Kontor, lille, soigneret og fin og spurgte lidt forbavset, hvad jeg vilde. Han var væbnet med en Elfenbenspapirkniv, som han vuggede frem og tilbage mellem to Fingre. Jeg præsenterede mig noget hakkende som Hr. ? og sagde, at, ja, at nu var mit Blad gaaet ind.
Topsøe saá lidt længe op og ned ad mig; Papirkniven var standset i sin Fart. Jeg lignede en Gymnasiast i næstøverste Klasse, og han havde maaske ikke ventet mig netop saa hastigt.
Men han tog sig i det, og fra den Dag var jeg "Løsgænger" (mit Mærke lød saadan) i "Dagbladet".
Jeg skrev lærde Artikler om Literatur, som siden blev optrykte i en Bog. Jeg udtalte mig med Forkærlighed som en Mand paa halvfjerds. Jeg var saadan noget som tyve Aar, saa det var jo ikke saa underligt
Men Trængselens Dage var omme: Vilhelm Møller og Topsøe kunde jeg ene takke derfor.
Jeg skal heller ikke nogensinde glemme dem det.