Sådan skal tomatsuppe være

"Fra en krog over komfuret tog jeg den kæmpestore, sorte jerngryde, der altid lugtede af krydderurter, lige meget hvor meget den blev vasket af. Så tømte jeg kurvene med tomater ned i gryden; der var mindst ti kilo. Så satte jeg gryden over ilden og gik ud på verandaen bag huset og sad der og dinglede med benene og kiggede på de omstrejfende høns, på hundene, hvis de var der, og på kattene, der levede side om side med hundene, uden at de to parter tog notits af hinanden. Kattene havde deres egne stole og steder og buske, hvor de ventede på, at den lange, varme dag skulle være forbi. Hundene travede rundt på verandaen, men aldrig inde i huset, som var Joans og kattenes territorium.
Efter en times tid tog jeg gryden af ilden. Den var nu fyldt op med en sagte boblende, rød masse. Idet jeg med den ene hånd rørte i den med en træske, fiskede jeg med den anden hånd tomatskind op med en sølvske. Det var en langsommelig og morsom proces. Da alle de små ruller rødt skind var fjernet, kom jeg salt og peber i samt en håndfuld timian og godt en liter gul fløde. Så fik det lov til at simre en time til.
Så spiste vi frokost. Store tallerkner rød, krydret suppe, hvis duft fik det til at svimle for én. Jeg ikke så meget spiste den, som jeg indåndede den, og hele tiden tænkte jeg på køkkenhaven, hvor hundreder af fugle nu var i færd med at drikke af vandspandene eller tage bad i støvet mellem bedene. Duernes sagte kurren, tomatduften, kvælerslangen - alt det blev en del af smagen.
Sådan skal tomatsuppe være. Man bør ikke affinde sig med mindre."

Doris Lessing: Under huden, erindringer
(oversat af Kirsten Jørgensen)