Mens jeg læser Alfabet

Torsdag skal jeg læse Inger Christensens digtsamling Alfabet højt for en lille flok folk med gode ben oppe i Frederiksberg Rådhustårn ...
Selvom jeg har læst digtene før, og i øvrigt også en gang før har læst nogle af dem højt ved et mindearrangement, slår det mig i højere grad end tidligere, at der kræves 1 særlig ting af den der skal læse noget op. Han skal forstå det. Det kan han jo ikke bare sådan lige – og slet ikke med digte, men oplæseren er i det mindste nødt til at beslutte sig for hvad han mener netop denne sætning betyder eller hvad det er den vil, mens han læser det højt for en anden. Det er ret banalt, men føltes i går i toget som en kæmpeerkendelse. Når jeg holder af poesi – eller når jeg afviser den – er det altid temmelig intuitivt og indtræffer ret hurtigt. Jeg har altid været glad for Alfabet – helt intuitivt. Ved nærmere eftertanke elsker jeg simpelt hen bogen for dens blanding af skønhed og gru.