Solen mig ei bragte Glæde; Maanen stedse saae mig græde; For mit Syn var alting sort. Ved dit første Smiil, Palmine! Flygted' Mørke, Skræk og Pine Fra min Siel for evig bort.
Før jeg saae Naturen øde; Morgenrødens Straaler døde I mit Øies mørke Skye; Nu jeg seer, og Himlen priser, Godheds smilende Beviser, Seer dem glad hver Morgen nye.
Før jeg hørte kun paa Jorden Støvets Skrig og Himlens Torden; Bækken rislede mig Skræk; Nu, mens Skrig og Torden tier, Lyde Glædens Melodier Sødt i Skov og Dal og Bæk.
Før mit sorgopfyldte Hierte Følte lutter Nag og Smerte, Da det ikke slog for dig; Nu, det ganske dig tilhører, Ingen Plage meer det rører; Alting nu henrykker mig.
Før med bange Blik mit Øie Giennem Taarer saae den Høie, Saae ham lyne, saae ham vred; Støvet glad jeg nu forlader, Naar jeg svæver nær min Fader, Drukken af hans Salighed.
Jeg, ved Foden af hans Throne, Priser ham i Glædens Tone; Ved min Side knæler du! Vred og stræng jeg seer ham ikke; Ak! thi giennem dine Blikke Seer jeg denne Fader nu.
Haand i Haand vi ville vandre Livets Bane med hverandre; Og ved Dødens Engels Bud Skulle, for igien at leve, Vore Siele sammensvæve I de sidste Suk til Gud.
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred, Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned, Bölgerne hvilte, Da hælded' Solen til Havets Bryst Og rundtom rödnede Luft og Kyst.
Og brat fra Skyerne Strengeleeg Anelsen vakte, I Aftenröde Musen nedsteeg, Harpen mig rakte, Og raskt et brændende Kys mig gav, Nedsynkende i det luende Hav.
Da rundt en anden Natur der blev, Vindene talte; Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev, Aanderne kaldte, Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt, I Alt mig vinked' min egen Gestalt.
Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et Fængsel; Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang Hiertet sin Længsel, Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred Förend jeg drager Himlene ned!
2 Comments:
Helbredelsen
Til Palmine
Solen mig ei bragte Glæde;
Maanen stedse saae mig græde;
For mit Syn var alting sort.
Ved dit første Smiil, Palmine!
Flygted' Mørke, Skræk og Pine
Fra min Siel for evig bort.
Før jeg saae Naturen øde;
Morgenrødens Straaler døde
I mit Øies mørke Skye;
Nu jeg seer, og Himlen priser,
Godheds smilende Beviser,
Seer dem glad hver Morgen nye.
Før jeg hørte kun paa Jorden
Støvets Skrig og Himlens Torden;
Bækken rislede mig Skræk;
Nu, mens Skrig og Torden tier,
Lyde Glædens Melodier
Sødt i Skov og Dal og Bæk.
Før mit sorgopfyldte Hierte
Følte lutter Nag og Smerte,
Da det ikke slog for dig;
Nu, det ganske dig tilhører,
Ingen Plage meer det rører;
Alting nu henrykker mig.
Før med bange Blik mit Øie
Giennem Taarer saae den Høie,
Saae ham lyne, saae ham vred;
Støvet glad jeg nu forlader,
Naar jeg svæver nær min Fader,
Drukken af hans Salighed.
Jeg, ved Foden af hans Throne,
Priser ham i Glædens Tone;
Ved min Side knæler du!
Vred og stræng jeg seer ham ikke;
Ak! thi giennem dine Blikke
Seer jeg denne Fader nu.
Haand i Haand vi ville vandre
Livets Bane med hverandre;
Og ved Dødens Engels Bud
Skulle, for igien at leve,
Vore Siele sammensvæve
I de sidste Suk til Gud.
Indvielsen
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bölgerne hvilte,
Da hælded' Solen til Havets Bryst
Og rundtom rödnede Luft og Kyst.
Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenröde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.
Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked' min egen Gestalt.
Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred
Förend jeg drager Himlene ned!
Send en kommentar
<< Home