Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide. Den unge rug af mulden gror med grønne lyse klinger, men storken længst af lande fo'r, med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro imellem træ'r og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage. Og koen rusker i sit græs med saften om sin mule, mens bonden kører hjem med læs, der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på, står brun og gul og gylden, og røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden. Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have, så rigt er årets sidste flor: oktobers offergave.
De røde æbler løsner let fra træets trætte kviste. Snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste. Når aftensolen på sin flugt bag sorte grene svinder, om årets sidste røde frugt den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give. Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte.
2 Der er noget hemmelighedsfuldt i midten fordi den blå farve er mørkere. Så kommer der en lys blå, som er en ujævn og tynd ramme, hvis man nu kan sige ramme. Og en klart gul, solid. Se det forandrer det hele. Og så en slags æggeblomme- gul, lidt orange uden at være det. I forhold til de andre dækker den så meget flade, at man kunne tro, den var hele verden. Hele resten af verden. Universet, plejer vi at sige. Det er altså ikke sort mere. Sikken et velbehag.
3 Comments:
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fo'r,
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ'r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rigt er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
2
Der er noget hemmelighedsfuldt
i midten fordi den blå farve
er mørkere. Så kommer der en
lys blå, som er en ujævn og
tynd ramme, hvis man nu kan
sige ramme. Og en klart
gul, solid. Se det forandrer
det hele. Og så en slags æggeblomme-
gul, lidt orange uden at være det.
I forhold til de andre dækker den
så meget flade, at man kunne tro,
den var hele verden. Hele resten
af verden. Universet, plejer vi at sige.
Det er altså ikke sort mere.
Sikken et velbehag.
Thøger Larsen skrev:
Gennem Himlen iler
Efterårets Skyer,
ængstet Flugt af Øer
mod en anden Verden.
Send en kommentar
<< Home