J P Jacobsen

Min gode ven AS havde læst min blogpost om Herman og JP, han spurgte forsigtigt til mit forhold til JP. Jeg havde slet ikke tænkt på, at nu så det ud til at jeg ikke syntes om den svage unge mand fra Thisted. Men oh ... senere gik det jo anderledes. Det var teenageren, ja måske endda kun barnet jeg fortalte om. Senere skete der nemlig fx det at jeg læste nogle breve. De var bl.a. så sjove, at jeg ikke kunne forstå, det var den samme mand der havde skrevet dem og Marie Grubbe. Og jeg læste JPs digte og blev henført. Ikke forført, men henført. Jeg voksede med opgaven. Jeg holder skam af ham nu. Og fik et chok i sommer, da jeg, midt på dagen, i et hjørne af haven læste (gen-læste, troede jeg) Mogens. Jeg genkendte ikke branden, denne gruopvækkende, men litterært set vidunderlige brand. Og jeg måtte tænke: Hvis jeg virkelig har læst dette før, så fortjente jeg det ikke, for jeg erindrer det ikke.
For resten har en digters breve også andre gange hjulpet mig. Jeg læste Morten Nielsens Breve til en ven og forelskede mig i det han skrev før jeg forelskede mig i hans digte. Da var jeg seksten år. Det var en vidunderlig sommer, hvor det overhovedet ikke regnede.