27.4.10

Bøger og bogsalg

I går var der en artikel i Politiken – den kan læses i sin helhed hér
Den havde overskriften 'Bestsellerisme' sætter oversat litteratur under pres – og handlede om de frie bogpriser.

Der stod blandt andet dette:

»Problemet er jo bare, at når du køber en bog på nettet, søger du som regel efter en bestemt bog, hvorimod du i en fysisk boghandel også ser en hel masse andre bøger«, siger Claus Clausen.

Claus Clausen er forlagschef på mit eget forlag Tiderne Skifter. Jeg synes han har ret i mangt og meget, også i dette indlæg, men ovenstående bemærkning fik mig til at tænke på alle de underlige bøger jeg har købt på nettet, hvor den ene tanke tager den anden. Senest bestilte jeg samtidig på amazon
Clarice Lispector: Selected Crônicas
Somerset Maugham: A Writer's Notebook
Jules Renard: The Journal of Jules Renard

Jeg tror måske den travle forlægger surfer så sjældent på nettet, at han ikke aner at de samme underlige bekendtskaber opstår dér, som opstod i de gammeldags boghandler.

Til gengæld var jeg i Bog&Idé i Næstved Storcenter i dag. Jeg havde på forhånd besluttet, at hvis de havde Harald Voetmanns Vågen, ville jeg belønne dem ved at købe den, selvom jeg garanteret kunne finde den billigere på nettet. De havde den, og jeg var nødt til at rose dem højlydt, for dét havde jeg lige godt ikke regnet med.

Charlotte Jørgensen fra C&K forlag taler for de frie bogpriser i samme artikel:

»Når jeg taler med svenske forlæggere, så er de jo alle sammen enige om, at indførelsen af frie priser i Sverige i 1970 var en vitaminindsprøjtning for bogbranchen. Men det er en vigtig pointe, at de frie priser fik en positiv effekt, netop fordi de blev fulgt op af indførelse af en økonomisk støtteordning til den type litteratur, der har svært ved at klare sig på markedets betingelser«.
-
»Litteraturstøtten bliver udbetalt til forlagene efter en kvalitetsvurdering af den pågældende bog, og der er nogle betingelser knyttet til den, bl.a. en øvre grænse for oplagsstørrelsen. Jeg mener virkelig, vi kan lære noget af svenskerne her: nemlig at frie priser ikke behøver at være det samme som et frit marked«, siger hun.

Alt dette er sikkert rigtigt. Men godt for de svenske boghandlere har det altså ikke været. Der er næsten ikke flere mindre boghandlere tilbage, hverken i større eller mindre byer, og sidst jeg var i Gøteborg og gik ind i Akademibokhandlen fik jeg et chok. Jeg troede butikken var ved at flytte eller lukke eller bygge om, men nej. Det nye koncept er, at hér kan du få alt, du skal bare bestille det først. Så der lå et lille elendigt udvalg på et bord, det var alt. De praler med at de er Sveriges største boghandel. Det kan være, men kedelig, dét er den også.

dagens underlige association

gåtur, lugt af gylle, Gert Nielsen, det hed den unge landmand i landsbyen der væltede med en gylletank på kirkebakken, det stank i mange uger. Gert Nielsen spillede også for Randers Freja, han scorede engang og vi hørte det i radioen. Hvad er der blevet af Randers Freja? Ikke at det egentlig interesserer mig, men det lød så pænt.

Etiketter:

24.4.10

TRÆT I HOVEDET AF EN HEST

20.4.10

Henry Jones om Browning

'A second and still graver difficulty lies in the fact that his poetry, as he repeatedly insisted, is “always dramatic in principle, and so many utterances of so many imaginary persons, not mine."' (Henry Jones om Browning)

18.4.10

RADIOTEATERET



udkommer 23. april