VAGANT

"Suhrkamp-redaktøren Katharina Raabe bidrar med essayet «Erindringsrom. Litteratur i det østlige Mellom-Europa siden 1989», og Arild Vange har oversatt to poetikktekster av den tyske poeten Thomas Kling. Carl-Michael Edenborg hyller den alltid problemsøkende Stig Sæterbakken, som i Sverige utgis på Edenborgs forlag Vertigo, i en tale i anledning forfatterens 25-årsjubileum: «Du har fått mig att vämjas över mig själv. Du har fått mig att gråta. Du har gjort mig så mycket ont. Jag älskar dig.»"

GADENS STØJ OG RYTME

Gaden Costa San Giorgio, tæt ved Arno-floden, med Galileis hus (nr. 17, med våbenskjold med stige og mindeplade). I denne gade boede også Mina Loy og Frances Stevens (i nr. 54), og et af Minas først publicerede digte hedder The Costa San Giorgio (i det amerikanske tidsskrift Trend, november 1914); digtet handler om hverdagslivet i gaden, set fra hendes balkon, stilistisk bl.a. inspireret af Boccionis maleri Gadens støj gennemtrænger husene fra 1911.

(Ivan Z Sørensen om Mina Loy)

Nazik al-Malaikas beretning om, hvordan hun opdagede shir hurr er berømt. Det var i Kairo under den store koleraepidemi i 1947. Hun var fortvivlet og ville skrive et digt om den. Hun prøvede sine yndlingsversmål, as-sai, al-khafif og al-mutaqarib. Da radioen meddelte, at sekshundrede mennesker var døde, rev hun udkastet i stykker og forsøgte igen. Da radioen meddelte, at tusind mennesker døde hver dag og blev fragtet bort på hestekærrer, fandt hun på at variere antallet af versfødder sådan, at det efterlignede hestehovenes klapren mod gadens sten. Så kom digtets rette stemning frem. Resultatet blev digtet ”Koleraen”.
(fra Sigrid Kahle: Om arabernes poesi
efterskrift til den svenske antologi,
Alkemins blå eld, Modern arabisk poesi, 1991)

J P Jacobsen

Min gode ven AS havde læst min blogpost om Herman og JP, han spurgte forsigtigt til mit forhold til JP. Jeg havde slet ikke tænkt på, at nu så det ud til at jeg ikke syntes om den svage unge mand fra Thisted. Men oh ... senere gik det jo anderledes. Det var teenageren, ja måske endda kun barnet jeg fortalte om. Senere skete der nemlig fx det at jeg læste nogle breve. De var bl.a. så sjove, at jeg ikke kunne forstå, det var den samme mand der havde skrevet dem og Marie Grubbe. Og jeg læste JPs digte og blev henført. Ikke forført, men henført. Jeg voksede med opgaven. Jeg holder skam af ham nu. Og fik et chok i sommer, da jeg, midt på dagen, i et hjørne af haven læste (gen-læste, troede jeg) Mogens. Jeg genkendte ikke branden, denne gruopvækkende, men litterært set vidunderlige brand. Og jeg måtte tænke: Hvis jeg virkelig har læst dette før, så fortjente jeg det ikke, for jeg erindrer det ikke.
For resten har en digters breve også andre gange hjulpet mig. Jeg læste Morten Nielsens Breve til en ven og forelskede mig i det han skrev før jeg forelskede mig i hans digte. Da var jeg seksten år. Det var en vidunderlig sommer, hvor det overhovedet ikke regnede.

Herman

Da jeg var teenager elskede jeg Herman Bang uden at ville det.

J.P. Jacobsen ville jeg til gengæld elske og kunne ikke. Jeg købte Marie Grubbe som tranebog i Kibsgaards Boghandel i Hobro, jeg sagde højtideligt til min mor: "Jeg elsker J.P. Jacobsen!", jeg ønskede mig og fik hans samlede værker i julegave, men læste dem ikke, sagde af og til: "Sommer var det, midt paa Dagen, i et Hjørne af Hegnet ..." hvis jeg kunne få det listet ind ... men. Det var Herman Bang jeg elskede, det andet var noget helt ufatteligt teenagepjat.